Kære medlemmer
Db3 inviterer på kunstudflugt til Kunstmuseet Heart i Herning
Vi vil blive få en guidet rundvisning i åben dialog. Vi skal se Ingvar Cronhammar og Jacob Holdt.
Forudsat at der er minimum tyve tilmeldinger, hvilket jeg håber vil være tilfældet, vil vi køre i busser ellers må vi køre i privatbiler.
Planen er følgende:
Afgang med bus fra Musikhuset kl. 9.15
Afgang fra Viby Torv (ved kirken. Dér er der fri parkering hele dagen) kl. 9.30.
Afgang fra Silkeborg Rutebilstation (ved Torvet) kl.10.15
Rundvisning af en times varighed kl. 11.00.
Kl. 12.15 frokost og mulighed for at gå rundt på egen hånd.
Kl. 14.00 hjemrejse.
Pris inkl. rundvisning og let frokost:
Personlige medlemmer 250 kr
Skolemedlem/ikke medlem 525 kr.
Bindende tilmelding senest 20.2.2012
Med venlig hilsen
På DB3s vegne
Marianne Andersson Skyum
23313469 (ikke uge 7)
Ingvar Cronhammar - Mørkets Hjerte
29.01.12 - 19.08.12
The Gate Foto: Poul Ib Henriksen
Ingvar Cronhammars to nye skulpturer We saw that didn’t we og Springvand vises for første gang på HEART, når dørene åbnes til udstillingen Mørkets Hjerte den 29. januar 2012.
De to nye kunststykker indgår i udstillingen side om side med gennembrudsværket The Gate og en række andre af museets mest spektakulære skulpturer. Mørkets Hjerte er således en nyopsætning af det bedste fra samlingens gemmer og i selskab med de nyeste værker drages beskueren ind i et tyngende, næsten skræmmende univers, hvor Cronhammars dystre fortællinger udspiller sig.
TRO, HÅB OG KÆRLIGHED
Jacob Holdts Amerika
10.02.12 - 06.05.12
Til februar viser HEART Jacob Holdts både nærgående og hjertegribende billedfortælling om USA op gennem de sidste 40 år. Gæsterne er strømmet til udstillingen, hvor den er blevet vist før, og HEART glæder sig over at kunne tilbyde publikum denne oplevelse i Herning.
Jacob Holdt (f. 1947) har dokumenteret Amerika – eller rettere amerikanerne – på sine utallige rejser rundt i landet. Fra 1970’erne op til i dag, inklusiv fotografier fra hans seneste Amerika-rejse i 2009. Med sine fotografier tegner Jacob Holdt et særligt billede af USA som noget ganske andet end ”the land of the free”: Det er billeder af storbymennesker i ghettoernes trøstesløshed, narkomaner på gaden, fattige i deres apatiske ensomhed, velhavere i mismod, syge uden penge til lægehjælp, hvide, sorte, sultne. Men også kærligheden, håbet og troen på fremtiden bliver skildret, overraskende ofte dér, hvor det ellers ser aller mørkest ud.
De færreste har været så tæt på det USA, som udstillingen skildrer. Den demonstrerer eftertrykkeligt, hvordan Jacob Holdts fintfølende og nærværende "Amerikanske Billeder" er langt mere vidtrækkende end ren dokumentarisme.